3 Facebookjordskælv i nyere tid

Har du oplevet, at alt hvad du havde lært, pludselig var lavet om?


At være omstillingsparat er en del af det at være selvstændig, det ved vi. Ny teknologi kan medføre den meget elskede/udskældte disruption, og pludselig må man lave hele sin forretningsmodel om.

Lige nu er det email-marketing, der får en grundig rystetur, efterhånden som alle opdaterer deres Apple-devices til iOS 15. 

Det får den betydning, at vi ikke længere kan være sikre på, at de åbningsrater vi arbejder med er korrekte.

Med andre ord: Jeg ved ikke længere, om du læser med på Hold-i-ørerne-service 😢

– Men nu skal det ikke handle om det, men om de jordskælv, der har været indenfor sociale medier i den tid, jeg har arbejdet med emnet.
 

Hvorfor skal du vide det?


Det er der to grunde til:
1. For at se ind i fremtiden, skal du kende fortiden. Med andre ord: Hvis du vil vide, hvor vi er på vej hen, skal du vide, hvor du kom fra, for det er et mønster, der har store chancer for at blive forstærket i fremtiden.

2. Du skal vide, at forandring ikke er det samme som død. Bare fordi spillets regler bliver ændret, må du endelig ikke give op, og sige, at sociale medier ikke længere er en brugbar kanal.

Januar 2018: “Hvad filan er meningsfulde interaktioner?!?”


Algoritmen blev ændret i starten af 2018.

Vi fik at vide, at organisk rækkvidde hørte fortiden til! 

fremover ville stort set ingen af de følgere, vi havde kæmpet hårdt for at opnå, se opslagene fra vores Facebookside.

Mange slog over i en hardcore annonceringsstrategi for høje beløber. Ændringen blev tolket som et grådigt træk fra Facebooks side: Kun virksomheder med store pengemuskler skulle gøre sig håb om at få synlighed på platformen.

Synlighed fik to ben at stå på: Budget og data – og med et stort nok annoncebudget, fik man hurtigt store mængder data til at optimere sit budget.

Som lille virksomhed var chancerne små.

MEN: Facebook meldte selv ud, at fremover ville platformen favorisere “meningsfulde interaktioner?”

“Hva’for en fisk?” sagde regnedrengene. “Sådan en omgang fluff kan man jo ikke stole på, man kan ikke regne med det! Det er ligesom branding!”

Jeg arbejder selv primært med små virksomheder, der ikke kan levere et kæmpe budget til annoncer. 

Derfor var jeg nødt til at få de “meningsfulde interaktioner” til at fungere.

Med godt content, vedholdenhed og evt. et lille annoncebudget.

Og jeg må sige, at det er lykkedes ganske godt.

Senere i 2018: Forbrugerombudsmanden har talt!

I sidste uge skrev jeg lidt om de mange fristelser, Facebook lokker med i form af “inviter venner-knapper”, og om at disse falder under dansk spamlovgivning, og derfor er ulovlige.

Det har altid været ulovligt at spamme, men i foråret 2018 kom den officielle erklæring fra forbrugerombudsmanden, der slog det fast med syvtommersøm: Facebookinvitationer er spam.

Det slog lidt skår i glæden, for hvad med alle de dejlige likes, man fik, når man lavede en konkurrence? Før erklæringen kunne man snildt få 100 nye følgere på den måde.

På den anden side betød algoritmeændrigne fra januar, at det ikke længere havde den store betydning, om man havde mange følgere, for kun en brøkdel så opslagene alligevel.

Rimeligt nedslående.

Heldigvis er der én ting, der aldrig ændrer sig: godt indhold og vedholdenhed betaler sig!

2020: iOS 14.5 slagter vores data!
 

Er Apple ude på at dræbe Facebook? Det kunne næsten se sådan ud.
Fremover skal brugerne aktivt acceptere at du må spore dem, når de via Facebookappen går ind på din hjemmeside, hvis de bruger en iPhone eller iPad.

Det betyder, at de store virksomheder der har lavet et kæmpe setup med stort budget og en masse retargeting og automations virkelig får kam til deres hår! Ved du hvad der stadig virker?

Godt content og vedholdenhed!


Hvad bliver det næste?

En ting er sikkert: De store techgiganter, om det er Facebook, Apple, Google og snart også de nye spillere som TikTok mv. vil alle sammen gerne have rollen som den virksomhed, der er til for forbrugerens skyld. 

Hvis du ser på de ovenstående “jordskælv”, havde de alle sammen til formål at beskytte forbrugerne og holde annoncørerne i lidt kortere snor.

Det nytter ikke noget at se marketing som en krig mod forbrugeren eller en kamp om dennes gunst. Den mest hjælpsomme vinder i det lange løb!

 Du kan læse mere om mig her: karismatisk.nu

Kan du styre dig, når Facebook lokker?

“Mette Olsen synes godt om dit opslag. Inviter hende til at se fremtidige opslag ved at følge din side”

Har du fået en lignende notifikation?

Tænkte du “Wuhu! flere følgere!”?

Så må du desværre tro om. 

For invitationen er ulovlig i Danmark, da den falder under spamforbuddet. 

Årsagen: Invitationen genererer en notifikation, der bliver liggende i din modtagers indbakke indtil vedkommende tager stilling til den, og det svarer til en uopfordret email.

Det er ikke Facebooks ansvar at følge dansk lovgivning. Det er dit!

“Din side har kun to følgere. Inviter dine venner til at synes godt om din side”

Igen et no-go.

At folk har sagt ja til at være venner med dig på Facebook er ikke ensbetydende med, at de har givet samtykke til at modtage notifikationer, din virksomhed genererer. 

Igen er det spam.

Desværre er det en forretningsmodel, mange åbenbart har lært.

At “alle gør det” (som en person argumenterede overfor mig engang), gør det ikke lovligt, og hvis du tager din virksomhed seriøst, skal den også handle i overensstemmelse med loven.

“Din begivenhed er blevet oprettet. Inviter dine venner til at deltage” (ledsaget af en knap, hvor der står “inviter alle” og en liste over venner, du kan invitere).

Desværre. Den er også gal…

Igen har dine venner ikke givet samtykke til at få elektronisk post om dine firmaevents.

Heller ikke selvom de er gratis!

Det er jo ikke sådan, at du gør det for deres blå øjnes skyld. 
Du håber på at generere salg på den lange bane. 

Du må heller ikke invitere, selvom du inkluderer en besked, hvor du mærker det med “reklame”, for det er ikke det, der er problemet. Faktisk er det endnu værre, for nu har du sendt en uopfordret besked med reklameindhold – Så er der dobbelt op på spam!

Eneste undtagelse: Hvis du opretter en privat begivenhed, fx en fødselsdagsfest, og der ikke er business involveret, må du selvfølgelig gerne invitere venner og familie. 

Der kunne du jo også sagtens have sendt dem en email!

Men hvaaaad måååå vi sååååå? 🎶

Hvis du har noget indhold, som du føler, dine venner ville kunne bruge, kan du lave et opslag (eller en begivenhed) på din side.

Derpå kan du dele opslaget på din egen profil, og markere det som REKLAME (og det skal meget tydeligt fremgå).

Det er det eneste, du må!

Nu ved du, hvad du må og ikke må!

Er du kommet til at spamme uden at vide det?

Så lad være med at få grå hår over det. Der er højst sandsynligt ikke nogen, der melder dig til ombudsmanden, og du får sandsynligvis ikke en kæmpe bøde…

Bare pas på næste gang, ikke?

 Du kan læse mere om mig her: karismatisk.nu

Har du bare brug for en lille gratis håndsrækning?

Hver onsdag i Facebookgruppen “Sociale medier for små virksomheder” holder jeg brevkasse. Der findes ingen dumme spørgsmål!
De bedste hilsener fra Anna
Karismatisk.nu

Kender du forskel på topical content og evergreen content?

Sørg for at investere rigtigt, når du laver content – Det betaler sig!

Jeg møder ofte nye potentielle kunder, der blander de to contenttyper sammen, og dermed investerer deres tid og penge forkert, når de skal lave content til SoMe, hjemmeside, presse, kataloger mv.

Det har også stor betydning for, hvem du skal søge ekstern hjælp hos.

Og nej – Det er ikke et valg, du skal tage, selvom mange konsulenter kan få det til at lyde sådan. Mere om det længere nede.

Hvad er evergreen og topical content?

Først lidt begrebsafklaring:

Evergreen content er indhold, du kan bruge igen og igen.

Det er den store forkromede video om din virksomheds værdier (komplet med droneshots og en hammer, der tages ud af stroppen i bukserne i slowmotion – som jeg har set på en tømrers hjemmeside!).

Det kan også være din prisliste, der ligger på din hjemmeside og giver kundeemner en vis form for tryghed, før de ringer.

Det kan også være en freebie, du har liggende til at arbejde for dig, eller en blog, hvor folk kan  finde artikler, du har skrevet for to år siden, og som stadig har værdi i dag.

Evergreen content ligger fast, når først det er lavet, og skal opdateres, så indholdet stadig stemmer overens med virkeligheden.

Topical content er indhold om et aktuelt emne.

De fleste (og de bedste) SoMe-opslag er topical content. Det er opslagene om, hvad der sker i din virksomhed, hvad der er de vigtigste trends er indenfor dit område, de nye produkter, de gode tilbud…

Du kan godt anvende dit evergreen content på dine SoMe-platforme: En virksomhedsfilm, link til en artikel, link til en del af din hjemmeside… Men de skal laves om til topical indhold.

Det betyder, at dit evergreen content altid kun vil kunne udgøre halvdelen af et opslag. Der skal en aktuel vinkel på, eller noget andet, der gør dit opslag nærværende.

Hvad med annoncering?

Til SoMe-annoncering kan du bruge begge typer (og det ene udelukker ikke det andet): Du kan bruge dit evergreen content i en annonce, der skal køre i lang tid, eller du kan vælge at bruge dit topical content, og så skifte det ud tit. 

Hvad du gør afhænger selvfølgelig af din virksomhed og din målgruppe. 

Hvad skal du vælge?

Jeg synes jo, du skal have begge dele. 

Mange af de freelancere jeg kender, vil helst arbejde med evergreen content. 
Journalister vil gerne have lov til at skrive en dybdegående artikel med en lang levetid.
Filmfolk vil gerne lave en kickass film med den gode historiefortælling og de lækre effekter. 

Det giver dem bedre mulighed for at udfolde deres faglighed, og de kan sælge ydelser af høj kvalitet, fordi deres kunder har et budget, der tillader dem at bruge mange timer på projektet.

Derfor vil de ofte argumentere for, at du får lavet et stykke gedigent (og dyrt) arbejde én gang for alle. “Kvalitet frem for kvantitet”.

Når jeg så bliver kontaktet for at lave en SoMe-strategi, er disse kunder pavestolte: “Vi har jo en helt ny film og en artikel fra sidste år – kan vi ikke bruge det?”

Jo. Det kan vi godt.

Én gang nu og én gang til om et halvt år med en ny vinkel.

Vi skal producere tre opslag om ugen, hvis det skal batte – Lad os lave en contentplan til resten!

Nu skal det ikke lyde som om, jeg kun advokerer for topical content… selvom det er der, jeg laver mest af!

Ulempen ved topical content er, at der skal produceres store mængder af det. Med mindre du sidder i en kæmpe koncern, har du næppe budget til at få lavet topical content med samme perfekthedsgrad, som du kan forvente af evergreen content. 

Til gengæld har du mulighed for at fortælle de helt små historier og virkelig komme tæt på dine kunder med små filmklip, billeder du tager i din virksomhed (og ikke i et studie). Du kan sætte kunderne i centrum med brugerbilleder og anmeldelser og få dem i tale i kommentarfeltet.

Nu kender du forskellen på de to typer content. 

Jeg håber, at det har hjulpet dig med at forstå, hvorfor du skal have en strategi inden du går i gang med at få produceret content, så du kan få lagt dit budget og din indsats rigtigt!

 Du kan læse mere om mig her: karismatisk.nu

Create your website with WordPress.com
Kom igang